|
For hurtigste og bekvemmeste efterforløb efter det operative indgreb i munden, anbefales nedenstående punkter nøje gennemgået: 1. Blødning. Let siveblødning kan forekomme det første døgn. Undgå fysiske anstrengelser og hæv eventuelt hovedlejet under søvn. For at undgå blødning, er det vigtigt at: - Bide sammen på indlagte gazekompresser i mindst 20 minutter.
- undgå at skylle munden den første time. Herefter kan man drikke normalt, men man bør undgå at ‘gurgle’ munden. Drikke skal gerne være kolde.
- Undgå at slikke og suge i såret.
- Rygning bør undgås mindst det første døgn.
I tilfælde af blødning: - bid sammen på steril gaze, vat eller et rent lommetørklæde i perioder af mindst 30 minutter. Undgå fysisk aktivitet, hold hovedet opret. Undgå at skylle såret. Ved fortsat blødning (klumper af blod) kontaktes klinikken. Udenfor klinikkens åbningstid kontaktes egen tandlæge, Tandlægevagt eller nærmeste hospitals skadestue. (I Århus: Tandlægevagten tlf. 40 51 51 62, fredag kl. 18 - 21, lørdag, søndag og helligdage kl. 11 - 14 ) Lidt siveblødning det første døgn er normalt og kræver ikke særlige indgreb. En smule prikblødning de næste dage kan forekomme. 2. Smerter Smerterne er stærkest i de første 5-8 timer efter bedøvelsen er forsvundet. Tag gerne smertestillende tabletter, inden bedøvelsen er ved at ophøre, så effekten er størst, når smerterne begynder. Der udleveres smertestillende tabletter til det første døgn. Operationssmerter vil som regel klinge af efter et døgn, men smertestillende tabletter kan være nødvendige i flere døgn. Der udskrives gerne recept på smertestillende medicin, hvis det ønskes. 3. Hævelse/ødem Hævelse i form af væskeudtræden i vævet (ødem) er et normalt fænomen efter de fleste indgreb. For at mindske størrelsen af hævelsen, er det formålstjenligt på operationsdagen at lægge en ispose på kinden eller sutte på isterninger. Hævelsen er let øm, ikke varm, og tager til gennem de første 3 dage. Herefter kulminerer den og vil normalt være væk omkring ugedagen efter operationen. Ønsker man hævelsen fjernet hurtigere, kan man give området varme, i form af varmepude eller varmelampe, men ikke før tidligst 3. dag efter operationen. 4. Betændelse Kan opstå efter et par dage, men er ikke særlig hyppig. Symptomerne er forværring af smerter, evt. feber og spændt hævelse, der føles hård, rød og varm. Bemærk, at der fra alle sår i munden kan ses et let gulligt flod, der ikke er udtryk for betændelse. Det samme gælder den dårlige smag, de fleste fornemmer de første par dage. Der kan efter operationen forekomme nedsat gabeevne og let synkebesvær. Såfremt der opstår kraftige udstrålende smerter efter 3-4 dage, bør klinikken kontaktes, da det kan være tegn på en komplikation, der måske bør behandles. 5. Kosten Der anbefales blød, evt. flydende, kold kost den første dag. Varme drikke bør helt undgås det første døgn. Herefter gradvist overgang til normal kost. Rygning bør undgås i hvert fald det første døgn, da helingen påvirkes negativt. 6. Renhold Tandbørstning bør undgås I det opererede område. For at bedre renholdet i det opererede område, kan der skylles med Klorheksidin mundskyllevæske 0.1%, dog helst ikke før dagen efter operationen. Normal tandbørstning kan ske i andre områder, men ikke samtidig med mundskylningen. Væsken med vejledning fås på apoteket i håndkøb. Specielt for implantatpatienter: Hvis en eventuel foreløbig protese trykker på operationsområdet, bør den tages ud til vævet er faldet til ro. Den må under ingen omstændigheder trykke på området.Opsøg eventuelt klinikken eller egen tandlæge for afslibning af protesen, hvis der er trykgener.
|